Superadministrator
Antal indlæg: 8
Tilmeldt: 22.07.08
|
Jesus og Astrid Lindgren.
Af samme Ånd:
Sandhed er sandhed, uanset i hvilken form den er repræsenteret, om den så er udtrykt på skrift, i en film eller i et teaterstykke. Og den er endda, hvilket nok kommer bag på de fleste, repræsenteret i Astrid Lindgren's børnebøger. Hendes bøger er af samme Ånd som Jesus-ordene, idet hendes hovedpersoner besidder de samme guddommelige egenskaber som Jesus selv giver udtryk for, gennem sit liv og sin lære, nemlig: Kærlighed, retfærdighed, barmhjertighed, medlidenhed, oprigtighed, visdom osv.
Læs dem selv, med hjertet, som et barn ville tage imod det og mærk livsglæden og Ånden i dem. Men - først ser man ingenting...
Dvs., at Astrid lindgren's fortællinger og Jesus ord altså er, af samme Ånd. De er begge af Gud! Bemærkelsesværdigt! Se det, og lev!
Husk på, at Jesus ikke formålsløst erklærede:
"Sandelig siger jeg eder: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
Den, der altså vil ydmyge sig og blive som dette barn, han er den største i Himmeriget."(Matt. 18,3-4)
"Ved den tid hævede Jesus sin røst og sagde: "Jeg takker dig, retfærdige Fader-Moder, Himlens og jordens Herre, at skønt disse ting er skjult for de forstandige og kloge, er de ikke desto mindre åbenbarede for små børn!"(Urevangeliet 44,13)
"Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de lærde og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! Thi således skete det, som var din vilje."(Matt. 11,25)
En sammenligning.
Disse fortællinger om både Jesus og Pippi er af samme Ånd. Læs med hjertet og se det!
Jesus forsvarer og taler imod mishandlingen af en hest:
Og det skete, at Mesteren gik ud af byen og gik over bjergene med sine disciple. Og de kom til et bjerg, hvis stier var meget stejle, og der fandt de en mand med et lastdyr.
Og hesten var styrtet til jorden, fordi den var overlæsset; og han slog den til blodet flød. Og Jesus gik hen til ham og sagde: "Grusomhedens søn: hvorfor slår du dit dyr? Ser du ikke, at det er for svagt til sin byrde, og ved du ikke, at det lider?"
Men manden svarede og sagde: "Hvad kommer det dig ved? Jeg må slå den så meget, jeg lyster, for den er min egen, og jeg købte den for en stor sum penge. Spørg dem, som er med dig, for de er af mit bekendtskab og ved det."
Og nogle af disciplene svarede og sagde:
"Jo, Mester, det er, som han sagde. Vi så, han købte den." Og Mesteren talte igen:
"Ser I ikke, hvordan den bløder, og hører I ikke også, hvordan den jamrer og klager?" Men de svarede og sagde:
"Nej, Herre, vi hører ikke, at den jamrer og klager."
Herren blev bedrøvet og sagde: "Ve jer, I med jeres sløve hjerter! I hører ikke, hvordan den klager og råber til sin himmelske skaber om barmhjertighed! Men tredobbelt ve den, som er årsagen til, at den råber og jamrer i sin pine!"
Og han gik frem og rørte den, og hesten rejste sig, og dens sår var lægt. Men til manden sagde han:
"Gå nu din vej, men slå den ikke mere, om du selv vil finde barmhjertighed."(Urevangeliet 21,1-6)
Jesus forsvarer en kamel.
Og Jesus var på rejse mod Jerusalem, og han mødte en kamel tungt lastet med træ. Og kamelen kunne på grund af vægten ikke slæbe det op ad den bakke, som den gik på; og driveren slog den og mishandlede den grusomt, men kunne ikke få den til at gå videre.
Da Jesus så dette, sagde han til ham: "Hvorfor slår du din broder?" Og manden svarede:
"Jeg ved ikke af, at han er min broder. Er han ikke et lastdyr og skabt til at tjene mig?"
Og Jesus sagde: "Har den samme Gud ikke af det samme stof skabt kamelen og dine børn, som tjener dig? og har I ikke begge to ét livets åndedræt, som hver af jer har modtaget fra Gud?"
Og manden undrede sig meget over hans ord, og han holdt op med at slå kamelen og fjernede en del af byrden; og kamelen gik op ad bakken, mens Jesus gik foran ham, og stoppede ikke, før han havde nået målet for sin tur.(Urevangeliet 31,12-15)
Da Jesus kom gennem en landsby, så han en flok dagdrivere af værste slags, og de pinte en kat, som de havde fundet, og behandlede den på skændigste måde. Jesus befalede dem at holde op og begyndte at argumentere; men de ville ikke høre ham og hånede ham.
Da lavede han en pisk med knuder på og drev dem væk og sagde:
"Denne jord, som min Fader-Moder har skabt til fryd og glæde, har I gjort til det værste helvede med jeres voldsgerninger og grusomhed!" Og de flygtede bort fra hans åsyn.
Men en af dem, som var mere forkastelig end de andre, kom tilbage og udfordrede ham. Og Jesus strakte sin hånd ud, og den unge mands arm visnede; og en stor frygt greb dem alle, og en sagde: "Han er en troldmand!"(Urevangeliet 24,1-3)
"Ved dette skal alle mennesker kende, at I er mine disciple: at I har kærlighed til hinanden, og at I viser barmhjertighed og kærlighed mod alle Guds skabninger, især mod dem, som er svage og undertrykte og lider uret."(Urevangeliet 76,6)
Astrid Lindgren's Pippi Langstrømpe redder en hest fra mishandling:
Ude på vejen kom en mand kørende med et læs sække. Det var tunge sække, og der var mange sække. Og hesten var gammel og træt. Pludselig kørte det ene hjul ned i grøften. Manden, som for resten hed Blomsterlund, blev fuldkommen rasende. Han syntes, det var hestens fejl. Han tog sin pisk frem, og et øjeblik efter haglede det med hårde slag på hestens ryg. Hesten halede og sled og forsøgte af alle kræfter at få vognen op på vejen igen, men det lykkedes ikke. Endnu vredere blev Blomsterlund og endnu hårdere slog han. Da fik frøkenen øje på ham, og hun blev ude af sig selv af medlidenhed med den stakkels hest.
"Hvordan kan De få Dem til at slå et dyr på den måde," sagde hun til Blomsterlund. Blomsterlund lod pisken hvile et øjeblik og spyttede, inden han svarede:
"Bland Dem ikke i noget, der ikke kommer Dem ved," sagde han. "For ellers kan det måske hænde, at jeg lader jer smage pisken alle sammen."
Han spyttede en gang til. Og så greb han atter pisken. Den stakkels hest dirrede over hele kroppen. Da var det, som om der kom et lyn farende gennem børneflokken. Det var Pippi. Hun var helt hvid om næsen. Og når Pippi var hvid om næsen, så var hun vred, det vidste Tommy og Annika. Hun fór løs på Blomsterlund, greb ham om livet og kastede ham højt op i vejret. Da han kom ned, tog hun imod ham og kastede ham op en gang til. Fire gange, fem gange, seks gange fik han sig en luftrejse. Blomsterlund kunne ikke begribe, hvad der var sket med ham.
"Hjælp, hjælp!" råbte han vildt forfærdet. Til sidst havnede han med et bump på vejen. Pisken havde han tabt. Pippi stillede sig lige foran ham med hænderne i siden.
"Du slår ikke hesten mere," sagde hun bestemt. "Du gør det ikke, har du forstået! En gang nede i Kapstaden traf jeg en anden mand, der også slog sin hest. Han havde en mægtig fin og flot uniform på, den mand, og jeg sagde til ham, at hvis han slog sin hest en gang til, skulle jeg klø ham så eftertrykkeligt, at der ikke blev en trevl tilbage af hans fine uniform. Tænk, en uge efter slog han sin hest igen. Det var vel nok synd for den fine uniform!"
Blomsterlund sad stadig på vejen, fuldkommen forvirret.
"Hvor skal du hen med det læs?" spurgte Pippi.
Blomsterlund pegede forskræmt på et lille hus, der lå et stykke borte.
"Jeg skal hjem," sagde han.
Så spændte Pippi hesten, der stadig dirrede af træthed og skræk, fra vognen.
"Se så, lille Lotte, sagde hun. "Nu skal piben få en anden lyd!" Så løftede hun den op på sine stærke arme og bar den hjem til stalden. Hesten så lige så forbløffet ud som Blomsterlund.
Børnene og frøkenen blev stående på vejen og ventede på Pippi. Og Blomsterlund stod ved siden af sit læs og kløede sig i håret. Han vidste ikke, hvordan han skulle få det hjem. Så kom Pippi tilbage. Hun tog en af de store, tunge sække og anbragte den på Blomsterlunds ryg.
"Sådan," sagde hun. "Lad os nu se, om du er lige så skrap til at bære, som du var til at piske."
Pippi tog pisken.
"Egentlig burde jeg give dig et par rap med denne her, eftersom du synes at være så begejstret for piskeri. Men pisken er vist lidt slidt," sagde hun og brækkede et stykke af. "Fuldkommen slidt, desværre," sagde hun og brækkede hele pisken i bitte små stykker. Blomsterlund asede af sted med sækken uden at mæle et ord. Men han stønnede en smule. Og Pippi greb fat i skaglerne og trak vognen hjem for Blomsterlund.
"Vær så god, det koster ingenting," sagde hun, da hun havde stillet vognen fra sig udenfor Blomsterlunds stald. "Det var mig en fornøjelse at gøre det. Luftrejserne får du også gratis." Så gik hun. Blomsterlund stod længe og stirrede efter hende.
"Leve Pippi!" råbte børnene, da Pippi kom tilbage. Frøkenen var også meget tilfreds med Pippi og roste hende.
"Det var rigtigt gjort af dig," sagde hun. "Man skal være god mod dyr. Og mod mennesker også, naturligvis."
Pippi sad på sin hest og så meget tilfreds ud.
"Ja, jeg var da i hvert fald god mod Blomsterlund," sagde hun. "Flyve så meget aldeles gratis!"
"Det er derfor, vi er kommet her til verden," fortsatte frøkenen. "For at vi skal være gode og venlige mod andre mennesker."
Pippi stod på hovedet på hestens ryg og sprællede med benene.
"Haha," sagde hun. "Hvorfor er de andre mennesker så kommet til verden?"
(Pippi Langstrømpe, oversat af Anine Rud, Skandinavisk)
"Det er også nødvendigt, at det onde kommer, men ve den, ved hvem det kommer."(Clemens Homil. XII,29; Jesusord)
Venligst, Harly.  |
