Vi skriver 2025 og der er krænkelseskultur alle vegne. Der findes ikke længere uenighed. Der findes krænkelse. Hvis nogen føler sig stødt, er det ikke en debat – det er en katastrofe. Og i midten af denne identitetspolitiske skyfront står krænkelseskulturen: et fænomen, hvor det enkelte individs fornemmelse af fornærmelse er hævet over både logik, intention og virkelighed.
Ofrets tyranni
For få år siden kunne man stadig diskutere idéer. I dag diskuterer man, hvorvidt nogen må sige noget. Ytringsfriheden er ikke længere en rettighed, men en provokation. Det handler ikke om, hvorvidt noget er sandt, men om hvorvidt det føles forkert.
Og følelser – det ved vi jo alle – er det nye argument.
Man kan ikke længere kritisere en idé uden straks at blive anklaget for at angribe et menneske. Krænkelseskultur. Siger du, at du ikke tror på kønsidentiteter nummer 32 til 57? Så hader du mennesker. Kommenterer du en religion? Så er du racist. Undrer du dig over, hvorfor visse grupper får særbehandling i jobopslag? Så er du højreekstrem.
Det handler ikke om, hvad du siger. Det handler om, hvordan nogen vælger at høre det.
Uenighed er ikke had
Der var engang, hvor “jeg er uenig med dig, men jeg vil forsvare din ret til at sige det” var grundlaget for det moderne samfund. Nu lyder det snarere: “Jeg er uenig, og derfor må du ikke sige det”. Offentlig debat er blevet en minefyldt mark, hvor alle går med følehornene udenpå tøjet og fingeren klar på “report”-knappen.
Det værste er, at ingen tør sige fra.
Institutioner, medier og virksomheder bøjer nakken. De undskylder for det, ingen forstod, og fyrer dem, der sagde det. Ikke fordi de gjorde noget forkert, men fordi nogen måske kunne opfatte det som krænkende. Præventivt knæfald, så ingen bliver sure – bortset fra alle os andre, der ser vores samfund forvandle sig til et følelsesstyret psykodrama.
Hvis du ikke tåler varme, forlad internettet
Vi er endt i et samfund, hvor det er modtagerens mest sårbare udlægning af en ytring, der definerer sandheden. Ikke afsenderens hensigt. Ikke den objektive virkelighed. Men den mest ekstreme fortolkning.
Og det er et problem. For når alle potentielt kan være krænket over alt, bliver det umuligt at sige noget overhovedet. Satire dør. Debat dør. Og til sidst dør tanken selv.
Vi må tilbage til en virkelighed, hvor følelser er gyldige – men ikke erstatninger for fornuft. Hvor vi anerkender, at man kan være uenig uden at være ond. Og hvor man godt må høre noget, man ikke kan lide, uden at melde det til ledelsen, staten eller en eller anden selvbestaltet moralsk task force.
Hvis du stadig læser med, og ikke har anmeldt denne artikel til Krænkelsesnævnet, er der håb endnu.
