Der var engang, hvor kompetencer og erfaring var adgangsbilletten til et job. Den tid er ovre. I dag skal du helst også have den rigtige hudfarve, det rigtige køn, den rigtige seksuelle orientering – og helst ikke mene for meget. Det kaldes mangfoldighed. Men det er ikke mangfoldighed. Det er tvangsdiversitet.
Virksomheder kappes nu om at fremstå “progressive”, og rekruttering er for mange HR-afdelinger blevet en olympisk øvelse i korrekthed. Er der for mange hvide mænd i afdelingen? Så dropper vi dem – uanset om de er de bedste. Vi skal jo have balance, ikke? Nej. Vi skal have kompetencer, og vi skal have dem i første række.
Et aktuelt eksempel er medieverdenen, hvor diversitetsstrategier nu gennemsyrer alt fra værtssammensætninger til dramatik. Det er blevet vigtigere, hvem der repræsenterer end hvad de siger. Viden er blevet sekundært. Identitet er blevet valuta. Når TV2 præsenterer en ny fladpanel-debat med 4 deltagere fra fire forskellige grupper, men alle mener det samme – så er det ikke mangfoldighed. Det er kosmetik.
Tvangsdiversitet er ikke blot en overreaktion – det er også en slags omvendt diskrimination. For at gøre op med tidligere uretfærdigheder, vælger man nu at begå nye. Problemet er, at det er den forkerte uretfærdighed – og mod de forkerte mennesker. Den nye ulighed bliver solgt som retfærdighed, men den dufter mest af selvsving og identitetspolitisk overkompensation.
Resultatet er, at kvalificerede ansøgere fravælges for at opfylde kvoter. Det er dybest set respektløst – både over for dem, der bliver fravalgt, men også over for dem, der bliver valgt af de forkerte årsager. For hvad fortæller det én, at man blev valgt, ikke fordi man var bedst, men fordi man opfyldte en visuel mangfoldighedscheckliste?
Vi står ved en skillevej. Enten fortsætter vi ned ad stien, hvor vi reducerer mennesker til identitetskategorier. Eller også genfinder vi modet til at tale om faglighed, integritet og præstation. Ikke som modsætninger til mangfoldighed – men som forudsætninger for, at mangfoldighed giver mening. For tvangsdiversitet er ikke mangfoldighed.
Det er forskelsbehandling forklædt som fremskridt.
Gå til forsiden her.
