Der var engang, hvor vi kaldte det overvågningen. I dag kalder vi det sikkerhed. Vi bytter vores frihed for tryghed, og vi gør det endda med et smil.
Der skal nemlig bare ét terrorangreb, én voldsmand, én stor sag i medierne til – og pludselig er vi alle enige om, at det er nødvendigt med lidt mere kontrol. Lidt flere kameraer. Lidt mere registrering. Bare for en periode. Bare indtil vi har fået styr på det.
Men perioden slutter aldrig. For hver ny krise følger nye tiltag. Vi accepterer dem, fordi de virker logiske og ansvarlige i øjeblikket. Og pludselig er vores allesammens privatliv reduceret til en række datapunkter i et excelark i en serverhal.
Og hvad så? Du har jo intet at skjule, vel?
Overvågningen og det dårlige argument
Det argument lyder fornuftigt, lige indtil vi forstår, hvad det egentlig betyder. Hvis “intet at skjule” bliver præmissen, bliver frihed en præmie, du kun får, hvis du opfører dig pænt. Hvis du ikke afviger. Hvis du ikke kritiserer. Hvis du ikke undersøger ting, nogen kunne finde “mistænkelige”.
Overvågning ændrer nemlig menneskelig adfærd. Vi tænker os om to gange, når vi ved, at nogen kigger med. Vi undgår at klikke på det, der måske kunne misforstås. Vi gemmer vores skepsis, vores tanker, vores stemme. Ikke fordi vi er skyldige – men fordi det er blevet lettere at tie stille end at forklare sig.
Teknologien og vores samtid
Vi lever i en tid, hvor teknologien gør overvågning let, og frygten gør den populær. Men spørgsmålet er ikke, om overvågning beskytter os. Spørgsmålet er, hvem der beskytter os mod overvågningen.
Hvis vi først har opgivet retten til at være i fred, så er der ikke meget tilbage at forsvare.
