Gratis skolemad i folkeskolen lyder umiddelbart som en kærlig håndsrækning. Ingen børn skal gå sultne gennem skoledagen, og i en verden med madpakker smurt med travlhed og samvittighed, er det nemt at sige ja tak.
Særligt for de børn, der vokser op i ufuldstændige familier – med fraværende forældre, omsorgssvigt eller social deroute – kan skolemad være et løft. Et måltid, der udligner forskellen mellem svigt og stabilitet. Her bliver skolefrokosten ikke bare et spørgsmål om ernæring, men om lighed. Et varmt måltid, som barnet kan stole på, når ingen andre er til at stole på.
Men hvad siger vi samtidig nej til?
For bag tiltaget gemmer sig en voksende tendens: En stat, der ikke blot støtter, men overtager. Hvor forældres ansvar langsomt bliver erstattet af systemets omsorg – og hvor selv de mest grundlæggende forpligtelser, som at sørge for sit barns frokost, flyttes over på fællesskabets skuldre.
Det starter med madpakker. Det ender, hvem ved, med morgenbad, tøjvalg og godnatsang fra kommunen.
Staten som reserveforælder kan synes sympatisk – og er det ofte – men løsningen bør ikke være at tage opgaven fra alle forældre, blot fordi nogle svigter. Det er forskellen på målrettet hjælp og bred social ingeniørkunst. Det er forskellen mellem omsorg og overgreb.
Så spørgsmålet er ikke, om børn skal have mad – det skal de. Spørgsmålet er, om løsningen skal være universel, eller målrettet dem, der har brug for den.
Gratis skolemad lyder som et varmt måltid. Men det kan også være en kold politisk strategi.