Danmark har besluttet, at ligestilling nu også skal gælde retten til at blive tvunget. Med det nye politiske flertal indføres værnepligt for kvinder, gældende for alle født efter 1. juli 2005. Hvor mænd i årevis har haft monopol på at trække et uheldigt lod til hæren, er kvinderne nu endelig blevet inkluderet i demokratiets mest tvungne fællesskab: forsvaret.
Argumentet er klart: Når samfundet kræver lige rettigheder, må det også kræve lige pligter. Og i en tid, hvor Europas sikkerhed er skrøbelig, og NATO-ambitioner vokser, er der behov for flere soldater. Helt lavpraktisk.
Men når man dykker bare en smule ned under overfladen, opstår der et andet og mere ubehageligt spørgsmål: Har Danmark overhovedet gjort sig klar til at håndtere kvinder i værnepligt – eller har man blot trukket ligestillingskortet og håbet, at ingen opdager bagsiden?
Problemet ingen tør tale højt om
På papiret er værnepligten kønsneutral. I virkeligheden træder kvinder ind i en institution, hvor kulturen alt for længe har været alt andet end neutral.
En rapport fra Forsvaret i 2021 viste, at over halvdelen af kvindelige værnepligtige havde oplevet uønsket seksuel opmærksomhed. En anden undersøgelse fra 2023 dokumenterede, at problemet ikke kun lever i kasernernes sovesale, men også sniger sig opad i systemet – helt ind i officersrækkerne. Her er det ikke unge rekrutter, men erfarne ledere, der svigter.
Man kunne tro, at sådanne tal ville udløse chok og handling. Men reaktionerne har været præget af det, man i Forsvaret selv kalder “kammeratlig tone.” En tone, der alt for ofte dækker over tavshed, normalisering og dårlig dømmekraft. Resultatet? Kvinder forlader Forsvaret, ikke fordi de ikke kan bære en riffel, men fordi de nægter at bære på mænds manglende evne til at opføre sig ordentligt.
Så når staten nu vælger at trække lod blandt unge kvinder og sende dem ind i denne kultur – har man så ryddet op først? Eller håber man bare, at problemet løser sig selv med tiden?
Værnepligt for kvinder i Sverige og Norge: Ligestilling på papiret, realitet i støvlerne?
Danmark er ikke først med idéen. Norge indførte kønsneutral værnepligt i 2015, og Sverige fulgte trop med en lignende model. På afstand ligner det succeshistorier: kvinder og mænd i samme uniform, samme rang, samme pligter. Men virkeligheden er mere mudret – både bogstaveligt og kulturelt.
I Norge viste en intern evaluering fra forsvaret, at det ikke var fysisk formåen, der var udfordringen for kvindelige værnepligtige, men snarere det sociale klima. Stereotyper, lavere forventninger og en maskulin normkultur gjorde det svært for mange kvinder at føle sig som rigtige soldater. Uanset hvor hurtigt de løb eller hvor sikkert de skød.
Og selv i Sverige, hvor man har investeret massivt i ligestilling, meldes der stadig om forskelsbehandling, sexistiske kommentarer og en tendens til at give kvinder “blødere” opgaver under dække af hensyn.
Man kan godt skrive ligestilling ind i lovgivningen. Men den skal skrives ud af mennesker – og det tager tid. Og vilje.
Så hvad lærer Danmark af de to nordiske pionerlande? Indtil videre ser det ud til, at vi hovedsageligt lærer, hvordan man vedtager en reform. Spørgsmålet er, om vi også lærer at implementere den med respekt for dem, den rammer.
Ligestilling eller påtvungen deltagelse i en overgrebskultur?
Når man taler om værnepligt for kvinder, taler man ofte om rettigheder og lighed. Men hvad nu hvis det ikke er ligestilling, man tilbyder – men i virkeligheden eksponering? Ikke for fjenden, men for en kultur, der endnu ikke har gjort op med sit eget indre fjendskab over for kvinder.
Det danske forsvar er bygget på hierarki, disciplin og fysisk styrke. Alt sammen egenskaber, der ikke nødvendigvis er forbeholdt mænd, men som gennem årtier er blevet forvaltet som var de det. Kvinder i uniform bliver stadig mødt med tvivl, latter og en undertone af: “Du er kun her, fordi vi har pligt til at lade dig være her.”
Og nu bliver den pligt gensidig.
Men hvad betyder det egentlig, når staten begynder at tvinge unge kvinder ind i en institution, hvor dokumenteret seksuel chikane stadig er hverdagskost – også fra folk i lederstillinger? Er det virkelig den slags fællesskab, vi ønsker at inkludere alle i? Ligestilling er ikke at give kvinder adgang til samme overgreb som mænd har været vidner til i årevis. Det er at ændre institutionen, så ingen udsættes for det.
Ligestilling er ikke, at kvinder også skal bide tænderne sammen og holde mund. Ligestilling er, at ingen skal finde sig i det.
Det ægte valg og værnepligt for kvinder
Reformen om værnepligt for kvinder bliver solgt som et skridt mod ligestilling. Men i virkeligheden er det måske snarere en test: ikke af kvindernes evne til at gå i takt, men af Forsvarets evne til at gå i sig selv.
Det virkelige spørgsmål er ikke, om kvinder kan aftjene værnepligt. Det ved vi godt, de kan. Spørgsmålet er, om Forsvaret kan håndtere, at de gør det – uden at ydmyge dem, uden at udviske deres grænser og uden at reproducere en kultur, der i årevis har tilladt latterlige kommentarer, klamme bemærkninger og berøringer forklædt som “kasernehumor.”
At tvinge unge kvinder ind i det danske forsvar uden først at have omstruktureret dets indre liv, er som at invitere nogen ind i et hus, hvor man godt ved, at kælderen stadig lugter af noget, man aldrig fik gjort rent.
Vi kan ikke ændre kulturen i Forsvaret over natten. Men vi kan stille ét simpelt krav, før vi begynder at trække lod: Bevis, at I har gjort jer klar til at tage imod dem, I nu vil tvinge ind.
Betaler du for Tinder Plus eller endnu mere? Det skal du lade være med. Forstå, hvorfor i denne artikel.
