Jeg elsker dig for evigt. Det er noget man gerne vil høre komme fra sin kærestes mund. For det er et fantastisk begreb. Tænk, hvis man er elsket i tid og evighed. I hvert fald så indtil døden skiller os ad.
Jeg har lidt noget særligt på hjerte i dag, og det starter med at jeg er single og har været i det i mere end to år. Jeg er aktiv på både Facebook Dating og – selvfølgelig fristes jeg til at sige – Tinder. Jeg er en ældre mand efterhånden. Det vil sige, at jeg er i starten af halvtredserne. Jeg kan ikke undlade at læse på de flestes profiler: Jeg vil gerne opleve suget i maven. Du ved, de velkendte sommerfugle. Det er selvfølgelig en dejlig tanke. Men der er et men her og det er et ret vigtigt men.
Dopamin spiller en afgørende rolle i vores jagt på kærligheden. Men dopaminen, som giver sommerfuglene, kan ikke frit kombineres med ydre og indre krav til en kommende partner. Det virker lidt som om, at vi alle gerne vil føle dopaminens sommerfugle, men det skal ske på baggrund af krav til uddannelse, indtægt, materielle opnåelser, udseende etc.
Sommerfuglene opstår i et rum udenfor forstanden og udenfor den logiske hjernehalvdel. I næste afsnit opstilles en tese som de fleste nok kan nikke genkendende til.
Dopamin, dets rolle, forstanden og suget i maven
Jeg elsker dig for evigt er vel efterhånden kun noget vi kan drømme om. Eller det er i virkeligheden kun noget vi rigtigt kunne opleve da vi var unge. For lad os lige zoome ind på dopamin og dets rolle i kærligheden.
Dopamin spiller en altafgørende rolle, når vi forelsker os. Det involverer også andre kemikalier som serotonin, noradrenalin, og oxytocin, men det vil jeg se bort fra lige nu. Lad os tage tilbage til dengang vi var unge. Lad os kigge på os selv i 17-19 års alderen. Wow. Husker du det? Det var let at blive forelsket dengang.
Måske blev du forelsket i ham den rodløse fyr i 3G, han var fanden i voldsk og derfor spændende. Måske oplevede du, at dine veninder frarådede dig at indlade dig på et forhold med ham.
Men du gjorde det. Det blev til en stormende forelskelse og som med alt andet holdt det ikke. Enten forblev han rodløs og du opdagede, at studier, job og fremtiden skulle til at formes. Derfor kunne det ikke blive den rodløse og dig. Det ville ikke være logisk og det ville for alt i verden blive for usikkert.
Så sætningen: Jeg elsker dig for evigt blev afløst af den logiske del i din hjerne. Suget i maven forsvandt.
Hvis du gerne vil opleve din partner sige ‘jeg elsker dig for evigt’
Hvis du gerne vil opleve din partner sige det og samtidigt mærke sommerfuglene i maven, så er der noget ret basalt, der skal være på plads. Det vil være en rigtig god idé at lade være med at have en kravsspecifikation med på den første date. Det er det første.
Det næste er, at i stedet for lade daten udvikle sig til en jobinterview-lignende situation, så er det bedste råd: Vær nysgerrig på mennesket og glem kravsspecifikationen. Kun gennem genuin interesse kan de eftertragtede sommerfugle opstå.
Findes der er alternativ til sommerfuglene her og nu?
Der findes faktisk et reelt alternativ til de her sommerfugle i maven, som bliver sværere og sværere at opnå som en funktion af tiden, der går og som samtidigt gør os ældre. Det paradoksale i sommerfuglene er, at jo ældre vi bliver, jo mere dopamin skal der til for at opnå den samme effekt som da vi var i starten af tyverne. Så hvordan kommer vi til at opleve følelsen: Elsker dig for evigt?
Det kan lade sig gøre, og det er en tillært forelskelse. Det lyder mærkeligt, gør det ikke? Da jeg mødte min sidste kæreste tilbage i 2005 var jeg ikke forelsket i hende. Faktisk slet ikke. På trods af det valgte vi at købe et hus sammen. Det var her det forunderlige skete. Over tid lærte jeg at elske hende.
Så det der startede som det modsatte af sommerfuglene, endte med at være genuin kærlighed.
Sommerfuglene kom efter et par år sammen, og det varede ved indtil hun gjorde det forbi 13 år senere. Derefter var jeg virkelig hårdt ramt og det tog mig i hvert fald 5-6 år inden jeg igen kunne åbne øjnene og se, at livet faktisk stadig ligger for mine fødder.
Selve idéen om dopamin og sommerfugle i maven? Det er ikke noget jeg arbejder med længere. Jeg er (for) resistent overfor dopaminudløsning i min hjerne, og min bevidsthed om den stormende forelskelse snævrer mere og mere ind, fordi der ikke er så meget tid tilbage at fejle i.
Elsker dig for evigt og Tinder?
Tinder er imod dig, hvis du er en mand. Tja, der er nærmest tale om et (selv)bedrag. Læs denne artikel om bedraget, der ligger gemt i Tinder-appen.