Et farvel til Facebook og algoritmens plastikverden
Der var en tid, hvor Facebook ramte en nerve. Idéen om at forbinde mennesker på tværs af byer, kontinenter og årtier var både rørende og genial. “Vi vil forene verden,” sagde de, og det føltes som om nogen havde ramt noget rent midt i den digitale støj. Man kunne følge gamle venner, blive genforenet med folk fra gymnasiet, og dele små bidder af sit liv uden filter.
Men så kom annoncerne.
I starten var det til at bære. Fair nok – lidt reklame i ny og næ kunne man leve med, hvis det betød, at platformen forblev gratis. Men Facebook kunne ikke nøjes. Det, der engang var et socialt medie, blev langsomt transformeret til en malkeko, hvor hver klik, hvert opslag og hver interaktion skulle optimeres, spores og omsættes til annoncekroner. Formålet blev ændret og når man ændrer sit formål, er det kun et spørgsmål om tid, før alt ramler.
Det Facebook, vi engang elskede, eksisterer ikke længere. I stedet sidder vi tilbage med en algoritmisk zombie, der desperat forsøger at få os til at blive hængende. På trods af, at festen for længst er forbi.
Fra socialt netværk til digital støjmaskine
Facebook begyndte som en platform for mennesker. I dag er det en platform for algoritmer. Det, der før handlede om nærvær og forbindelser, handler nu om fastholdelse: At holde brugeren klistret til skærmen med 5 dage gamle opslag, tilfældige videoer og notifikationer med så lav informationsværdi, at man næsten bliver fornærmet.
“Helle har delt et opslag, du ikke har set endnu.”
Det er ikke nyheder. Det er digital desperation.
Den sociale samtale er for længst druknet i støjen. Ingen skriver længere ægte opslag. De fleste interaktioner er reaktioner, delinger, likes. Det er meget sjældent noget originalt. Det hele føles som ekkoet af noget, der engang var vigtigt. I stedet for samtaler får vi grupper presset ned over hovedet, og algoritmen gætter forkert oftere, end den gætter rigtigt.
Det føles, som om Facebook forsøger at simulere liv. Men det er ikke levende. Det er træt software med et formål, ingen længere har brug for.
Vil Facebook gerne være som Reddit? Ja. Kan det lykkes? Nope.
Facebook vil gerne være alt. Et sted for videoer, shopping, nyheder, dating, underholdning, og nu også: Fællesskab. Derfor skubbes “grupper” i hovedet på os med stadig større intensitet, som var det en slags redningskrans. Men grupperne føles ikke som fællesskaber. De føles som en zombificeret version af Reddit, hvor diskussioner drukner i opslag uden kontekst og kommentarer uden samtale.
Forskellen er klar:
- Reddit er bygget nedefra: Af passion, nørderi og en social kontrakt.
- Facebook forsøger at bygge oppefra: Ved at tvinge interaktioner igennem et pointsystem og give brugerne badges, som var de på spejderlejr.
Det virker ikke, Facebook.
Man kan ikke gamificere sig ud af relevans. Det, der engang var menneskeligt, er blevet mekanisk. Facebook forsøger at kopiere platforme, der stadig har puls. Men hey Facebook, man kan ikke kopiere en sjæl, man selv har solgt.
“Vi sælger annoncer, hr. senator”
Det var et af de øjeblikke, hvor hele illusionen faldt sammen. Da Mark Zuckerberg blev spurgt af en amerikansk senator: “Hvad er egentlig formålet med Facebook?”, svarede han ærligt. Måske for ærligt:
“Senator, we sell ads.”
Og dér stod det skrevet med uudslettelig klarhed: Facebook er ikke til for brugerne. Facebook er til for annoncørerne.
At tjene penge er ikke i sig selv noget ondt. Men der er en forskel på at tjene penge og at vride dem ud af enhver tænkelig overflade. Facebook gik fra platform til malkeko. Og man mærker det. Annoncerne er allestedsnærværende, irrelevante og trætte: Solsikkefrø, hundefoder, elcykler. Det føles som at blive bombarderet med Google Ads i blinde: Uden målgruppe, uden strategi.
Enten har algoritmen intet forstået af dine præferencer. Eller også er den blevet så desperat, at den pusher enhver tænkelig annonce i håbet om at få dig til at klikke bare én gang. Belønningssystemet er aktiveret. Men det er uden belønning.
Når Facebook insisterer på at vise annoncer, der føles som digitale tilråb fra markedspladsen i et fremmed land, skubber det brugerne væk. Når selv de åbenlyse fupannoncer med kendte danskere ikke bliver fjernet – selv efter gentagne anmeldelser – er det ikke længere dårlig moderation. Det er aktivt valg. Et valg om, at profit er vigtigere end brugernes tillid.
Facebook er et annoncehelvede uden retning
Der var engang, hvor annoncer på Facebook virkede nogenlunde afstemte. En ny bog. Et lokalt spisested. Et par sko, man havde googlet i et svagt øjeblik. Det føltes som et nødvendigt onde. Men i dag? I dag er det som at blive spyttet i hovedet med indhold, der ikke blot er uinteressant. Det er helt skævt.
Facebook forsøger stadig at overbevise både brugere og annoncører om, at de har verdens mest sofistikerede målretningsteknologi. Men det virker ikke. Ikke længere. Når man bliver eksponeret for elcykler, solsikkefrø og “gør-det-selv-hundemad”, uden at have vist skyggen af interesse for noget af det, er der kun én konklusion:
Facebook har ikke nogen styring længere. Kun støj og håb.
De små annoncører taber penge. De store begynder at trække sig. Og brugerne…? De klikker ikke. De ignorerer. De lukker appen. Og langsomt dør engagementet. Det er ikke fordi folk ikke vil engagere sig. Det er fordi der ikke er noget at engagere sig i.
Facebooks annonceøkosystem ligner efterhånden et dårligt afstemt AdWords-eksperiment, hvor ROI er en joke, og relevans er et minde fra en svunden tid.
Fake-annoncer og svigtet ansvar
Man kunne måske affinde sig med de irrelevante annoncer. Man kunne måske endda tilgive, at algoritmen skyder forkert. Men det bliver decideret uacceptabelt, når falske annoncer får lov at florere. Og de bliver på platformen, selv efter de er anmeldt.
Vi har alle set dem: Billeder af kendte danskere som Anders Lund Madsen, Anders Matthesen eller Divya Das med falske citater og lokkemad om investeringer, slankepiller eller kryptovaluta. Man klikker ikke. Man anmelder. Og hvad svarer Facebook?
“Vi har vurderet, at annoncen ikke overtræder vores retningslinjer.”
Det er et overgreb. Ikke bare på brugernes intelligens, men på platformens integritet. At lade fakeannoncer leve videre på trods af klare beviser og gentagne anmeldelser er ikke en forglemmelse. Det er en forretningsstrategi.
Hvad siger det om Facebook, at de vælger indtægt over ansvar?
Hvad siger det om deres vurderingssystem, at en åbenlys løgn med stjålne ansigter og manipuleret indhold får lov at blive ? Mens ærlige brugere ignoreres?
Det siger én ting:
Facebook er blevet for grådig til at beskytte dem, der holdt platformen i live.
Og når tilliden er væk, er der kun én vej tilbage: Udgangen.
Tæppefald i realtid
Facebook er ikke længere i live. Det er bare stadig online. Platformen trækker vejret gennem maskiner, mens algoritmerne gisper efter opmærksomhed og gamle vaner. Men brugerne vågner. Flere og flere afinstallerer. Ikke i vrede, men i erkendelse.
Erkendelsen af, at det sociale er dødt. At samtalen er erstattet af scroll. At det nære er druknet i annoncer og selvpromovering. Det, Facebook skulle være, er ikke længere.
Og værst af alt: De ser det ikke selv.
Produktlivscyklus-kurven (PLC) burde være kendt stof i ethvert bestyrelseslokale. Men hos Meta ignorerer man den. I stedet for at modne og vedligeholde et økosystem, vred man det op til sidste dråbe og fortsatte ud over toppen. Direkte mod kollaps. Tæppefaldet er ikke dramatisk. Det er gradvist. Og det sker lige nu. I realtid. Ét afinstalleret ikon ad gangen.
Man skider ikke på sine brugere og regner med, de bliver hængende. For når brugeren først mærker foragten, mister man noget, man aldrig får igen: Tillid.
Så vi siger farvel. Ikke med et brag. Ikke med et opslag. Men med stilhed.
Og med en bedre nattesøvn og mindre angst og stress.
Nikolaj Mackowski er en af forfatterne her på Sandheden. Han er hovedforfatter på Leder Nikolaj Mackowski.
