“Det skal kunne betale sig at arbejde,” siger de fra talerstolene, og klapper hinanden på skuldrene bagefter. Og det lyder jo logisk. Rigtigt, endda. Indtil du spørger: Betale sig for hvem?
Jeg skal fortælle dig noget om kontanthjælp. Ikke fordi jeg selv har levet af den, men fordi jeg har set folk blive ædt op af systemet, mens politikere og debattører taler om dem, som om de er et slagskib af dovenskab, der truer nationens økonomi.
Du får kontanthjælp, når du har ingenting. Ikke noget job, ikke ret til dagpenge, ikke opsparing. Du får den, når samfundet har drejet lommerne udad og siger: “Vi har ikke meget, men her er lidt, så du ikke vælter helt.”
Men det er ikke det, du hører i medierne. Der bliver talt om kontanthjælp som om det er en hemmelig klub for livsnydere med fladskærm, fritid og frihed. Det er løgn. Kontanthjælp er overlevelse. På discount.
Sæt dig i stolen
Lad os tage et eksempel. Du er enlig. Du får 6.700 kroner efter skat. Din husleje er 4.500. El og varme? 800. Transport? 500. Mad? Ja, held og lykke med at ramme under 1.000. Så er der telefon, evt. medicin, tøj, gebyrer, restancer – og det værste: frygten for, hvad du skal gøre, hvis noget uventet sker.
Der er ikke noget tilbage. Ikke til en fødselsdag. Ikke til en tandlæge. Ikke til et fuck-it-måltid på grillen, fordi du er træt af rugbrød og skam. Du eksisterer. Du lever ikke.
Det moralske regnestykke
Og så kommer sætningen: “Det skal kunne betale sig at arbejde.”
Som om dem, der er på kontanthjælp, bare ikke gider.
Som om der står et job og venter på dem, og det eneste, der mangler, er en pisk.
Men hvad nu, hvis de ikke kan? Hvad nu, hvis de er syge, udmattede, knækkede, bange? Hvad hvis systemet har slidt dem i stykker, ét møde, én jobplan, én afvisning ad gangen?
Der er et regnestykke, de aldrig viser på skærmen:
Hvor meget koster det i værdighed, stress og selvrespekt at gå igennem et system, der behandler dig som et problem, du skal bevise, du stadig har?
“Man skal ikke kunne snyde sig til kontanthjælp”
Nej, selvfølgelig ikke. Men det gør de færreste. Det er bare dem, vi taler mest om.
Vi elsker at høre om “Ham der i TV Avisen, der har fået kontanthjælp i 12 år.”
Men vi hader at høre om Henriette, der græder i bilen, fordi hun ikke aner, hvordan hun skal betale næste måneds regninger – og alligevel skal smile til sin sagsbehandler.
Det er altid den ene snyder, der får hele den offentlige debat til at dreje. Aldrig de 50.000, der kæmper i stilhed.
Kontanthjælp er ikke problemet. Det er redningsnettet.
Det værste, du kan gøre, er at udhule det.
Et samfund uden kontanthjælp er et samfund, hvor folk går til bunds uden et eneste reb. Og alligevel taler vi om det, som om det er et overforkælet luksusgode. Det er det modsatte. Det er det, der står der, når alt andet er væk.
Når Asger koger ned
Hvis det skal kunne betale sig at arbejde, så lad os starte med at betale folk ordentligt. Lade dem arbejde i noget, der ikke æder dem op.
Og hvis vi endelig skal sige det højt – “det skal kunne betale sig” – så lad det gælde for alle. Ikke kun dem, der allerede har styr på det hele.
Og hvis du spørger mig? Så skulle det også kunne betale sig at eksistere, selv når du ikke kan præstere.
For hvad fanden er et samfund værd, hvis det kun belønner dem, der kan holde masken på hele vejen?
