Nu er jeg farfar. Jeg fik min egen søn den 12. april 1997. Det var faktisk ikke meningen, at jeg skulle have været far. Det var faktisk slet ikke en del af planen, men ikke desto mindre blev jeg far til Alexander den lørdag morgen klokken 04.15 på Hvidovre hospital. Det er jeg glad for den dag i dag. Var det ikke sket der, var det formentlig aldrig sket.
Når man bliver far, indser man, at kærlighed er noget helt andet end man er vant til. Det føles som at se sig selv i forandret udgave. Gad vide, hvad sønnen bliver til, når han bliver ældre.
- Bliver han ligesom mig?
- Får han mine matematik-skills som jeg fik fra min far?
- Bliver han god til tekst som jeg fik fra min mor?
- Hvordan opdrager man sin søn?
Der er meget man bekymrer sig om som far. De ovenstående punkter er ikke det sande billede for man tvivler hele tiden. Men på en måde er tvivlen samtidigt en styrke. For når man tvivler tvinger man sig selv til at reflektere. Til at overveje, hvad der formentlig er bedst og hvad der er mindre godt.
Min far, som er Alexanders farfar, var fra den gamle og sorte skole. Det var kæft, trit og retning. Kunne man ikke opføre sig ordentligt måtte man forvente korporlig afstraffelse. Der var mange ting, som Alexanders farfar kunne straffe mig for. Det mest markante var det at man ikke hørte efter. Man fik kun en chance. Hørte man ikke efter var afstraffelsen næste trin og den gjorde ondt.
Man skal bryde med en negativ arv fra sin egen far
Hvis min egen far havde anvendt sine opdragelsesmetoder i dag, var han formentlig blevet fængslet for vold, måske endda grov vold. Af samme årsag har jeg valgt ikke at slå min søn uanset, hvad han så end gjorde af tossestreger. Jeg husker en engang, hvor hans storesøster var faldet i søvn på sofaen. Han tog så sin byggemand bob-hammer og gik direkte over og slog hende i hovedet.
Hun hylede selvfølgelig op og Alexander blev sat i tænkeboks på sit værelse. Så hylede og skreg han op bag den lukkede dør. Efter 15 minutter blev der stille. Jeg gik ind og spurgte om han havde tænkt sig om. Nej, det havde han ikke. Okay, så lukkede jeg døren igen. Efter yderligere 15 minutter gik jeg ind og spurgte ham: Kan du så opføre dig ordentligt nu? Ja, mumlede han. Det er fint, så kom ud og vær sammen med os andre.
Alexanders farfar havde en rigtig kedelig banerekord i at anvende vold som kommunikations- og korrektionsmiddel. Og hvis du er fra generation X, som jeg er det, er der stor sandsynlighed for at du ved, hvad jeg snakker om. Jeg husker også min mor kunne finde på at true. Hun kunne finde på at sige: Bare vent til far kommer hjem. Wow. Så vidste man godt, hvad der skulle ske, når den gamle kom hjem.
Vent til far kommer hjem (…). Man vidste så godt, at når Alexanders farfar kom hjem, så fik man tæsk. Set i bakspejlet er det en ulidelig barndom. Man kan ikke vide sig sikker. Man skanner omgivelserne for at detektere selv den mindste ændring i stemning. Det slider på en børnepsyke.
Fra far til farfar
Nu er jeg så som sagt gået fra far til farfar, og det er noget af det mest fantastiske jeg kan komme i tanker om. Arthur som mit barnebarn hedder, er faktisk en miniklon af min personlighed, krydret med min søns personlighed. Og igen krydret med personlighed fra min far og mor og så selvfølgelig den anden vej rundt med Arthurs mor Michelle.
Det sker noget fantastisk, når man bliver farfar. Man indser endnu engang, hvor lidt man selv betyder i det store spil. Men på samme måde er det fantastisk at se tredje generation. Man indser, at man har en stor interesse i, at den nye generation klarer sig godt. Ja, faktisk, bedre end man selv har gjort. Det kan altid blive bedre.
Det betyder også, at man har en evident interesse i at holde sig i live så længe som muligt. Det kunne være fantastisk som farfar at se skyggen af fjerde generation tårne sig op i horisonten. Det bliver så det sidste man formentlig oplever inden ens egen tidslinje rammer slutpunktet.
Det er faktisk selve livets formål. Tidslinjen starter den dag vi bliver født. X(start) bevæger sig mod -> X(slut).
Hvis vi hverken bliver far eller farfar, så slutter vores gener automatisk, når vi er nået til X(slut). Det finder jeg trist. Målet må være at sætte flere generationer i verden. Så har vi da trods alt ikke levet uden et større formål.
Hej gutter.
Jeg har længe overvejet at skrive til jer angående et opslag på hjemmesiden om opdragelse og barndommen.
Nikolaj fortæller om sin egen barndom og om hvordan han er opmærksom på ikke at være som sin egen far var. Han bryder virkelig den sociale arv. Jeg blev inspireret af opslaget fordi han tager fat på noget tabubelagt, især for mænd. Jeg er selv en mand i min bedste alder, 53. Jeg har mildest talt haft en lorte barndom med en voldelig far og en psykisk dominerende mor. Det var ikke unormalt at jeg fik klask i den bare ende hvis jeg havde været uartig. Jeg husker også at jeg blev låst inde på mit værelse en hel dag fordi jeg havde ramt en bil med en sten. Min far havde en mani med at gøre mig bange på den ene eller den anden måde. Det synes han var vældig skægt. Den dårlige barndom har sat sine spor og har medført mange psykologsamtaler og medicin. Hvis forældre vidste hvor meget deres fucked up adfærd kan ødelægge deres børn for altid.
Tak fordi i tager sådan nogle interessante emner op.
Hilsen
Michael