Der er biler, og så er der Uno Turbo. Ikke “en Uno med turbo”. Nej. Uno Turbo.
Tre stavelser, der i 90’erne betød, at du kom før GTI’erne, før forstanden og i visse tilfælde – før flammerne.
Min var en Mk.2 fra 1992. Jeg købte den i ’96. 150 hk. Opskruet ladetryk til 1,2 bar. Multipoint injection. Blå røg ved accelerationer, tændingsbanken ved 4 mand i bilen, og ét mål med tilværelsen: At være hurtigere end alt andet på gaden.
Og det var jeg.
De så kun min bagsmæk, min 3-tommers bagpotte og det karakteristiske smølfeudtræk af olieforbrænding.
Jeg var værktøjsmagerlærling med 293.000 i årsløn. Ikke sort arbejde – bare alt arbejde. Jeg var dørmand fredag, taxachauffør lørdag og hurtig hele ugen.
Uno Turbo var ikke en bil. Det var en test
Du kørte den ikke – den holdt dig vågen.
Du kunne ikke småsnakke i en Uno Turbo. Du kunne ikke diskutere vejvalg. Du kunne køre.
Pedalen i bund, turboen ind – og verden blev trukket baglæns gennem forruden.
Jeg husker stadig den aften på motorvejen. Fire dørmænd i bilen. Alle over 100 kilo. Vi skulle til Herfølge Stadion.
Ved 130 km/t trykkede jeg bund. Motoren sagde “ja tak”, og så kom tændingsbanken. Ikke lille putte-knitring. Men den slags banken, hvor benzinen tænder før tændrøret når at sige “undskyld”.
Men kun med vægt i bilen. Når jeg var alene, fløj den. Den Uno Turbo kunne danse med djævlen, hvis jeg sad alene bag rattet.
Og så… motorvasken
En søndag. Solskin. Jeg ville give hende lidt kærlighed.
Affedter. Børste. Skyl. Alt blev som nyt under hjelmen.
Jeg sænkede motorhjelmen som en stolt kirurg lukker brystkassen på en succesfuld operation.
Drejer nøglen.
Plut. Plut. Plut.
3 cylindre. Et host. Et suk.
Så stilhed.
Jeg ser en lille flamme ved venstre skærmkant.
“What the…”
Løber ind. 112.
Politiet svarer. Jeg lægger på. Ringer igen. Politiet svarer.
Jeg skriger: “Min bil brænder!”
Flammerne nåede ikke taget. Men næsten
Brandvæsenet kom på 3 minutter.
Flammerne havde slugt kølerhjelmen.
De brugte en mukkert for at få den op.
Jeg sad på fortovet. Helt færdig.
Poof – forruden sprang. Sideruderne eksploderede.
Dæk blev til røg. Plastik til sort smeltet minder.
Tilbage stod en halv Uno Turbo. Fortil forkullet. Bagtil opgivet.
Forsikringen dækkede. Politiet trillede videre
De kunne godt se, man skulle være idiot for at påsætte brand op ad sin egen fars hus.
Men de kunne ikke se, hvor glad jeg havde været for den bil.
Uno Turbo var ikke bare en bil
Det var en overgangsrite.
En ilddåb. En testosteronpåvirket åbenbaring.
Det var grunden til, at jeg arbejdede 80 timer om ugen.
Det var det eneste køretøj, jeg har haft, som kunne få mig til at grine og skrige af glæde – og sorg – på samme dag.
Jeg har haft mange biler siden. Hurtigere. Smartere. Mere klimavenlige.
Men ingen, som den.
Uno Turbo.
Min kamikazekapsel på fire hjul.
Rest in pieces, gamle ven. Du lærte mig, hvad frihed var – lige indtil friheden stod i flammer op mod min fars tagrende.
